Til trods for et øget politisk fokus på betydningen af teknologisk udvikling for social velstand og konkurrenceevne i en stadigt mere global økonomisk verdensorden er en forholdsvis endimensional opfattelse af teknologisk udvikling stadig fremherskende. Opblomstringen af nye teknologiske områder har understøttet den stærke fokusering på selve frembringelsen af nye teknologiske muligheder både i de tekniske miljøer på universiteterne og hos virksomheder og politikere. Dette er sket på bekostning af den viden og de processer, som fokuserer på den stadigt mere krævende og komplekse anvendelse af disse nye teknologier og på de processer, der bringer ny teknologi ind i en forretningsudvikling baseret på produkter og systemer med gode anvendelsesegenskaber og som frem for alt, skaber basis for en konkurrencedygtig industri.
Det er disse processer, præget af menneskelig adfærd, kreativitet, fornyelse, markedsindsigt, netværksarbejde, IT-anvendelse og teknologiforståelse, som er sigtelinien for denne forskerskole. Forskerskolens arbejdsfelt har gennem en årrække været præget af, at der er blevet inddraget mange forskellige discipliner inden for det samfundsvidenskabelige og det teknologiske forskningsområde samt indenfor designforskning, hvor især det genstandsmæssige fokus begrundede den tværfaglige kombination. De senere år har i stigende omfang vist, at forskningsområdet er ved at udvikle selvstændige teoretiske og metodiske positioner med vægt på integrerede studier af sociale og materielle forhold som kombineres med innovations- og synteseorienterede fremgangsmåder og praksisser. Det begrunder behovet for at oprette en forskerskole med netop denne fokusering. Der lægges således i forskerskolens tilgang stor vægt på den socio-tekniske udviklingsdynamik – teknologien som både skabt af og konstituerende for samfundet – hvilket etablerer en anden tilgang end den hver for sig gældende i rækken af enkelte fagområder inden for både humaniora, økonomi, organisationsteori og de enkelte tekniske videnskaber, som studerer teknologisk udvikling i et disciplinært afgrænset perspektiv.
Forskerskolen skal imødekomme den voksende efterspørgsel hos såvel industri som universiteter efter forskere, som har en forskningsmæssig erfaring inden for dette område. Der vil være tale om forskere, som gennem deres beskæftigelse med synteseprocesser i relation til virksomheders og institutioners komplekse organisering, har opnået et overblik over og ledelsesmæssigt værdifuld indsigt i fornyelse og organisering af virksomheders udviklingsaktiviteter.
Behovet for udvikling af forskningsmæssigt funderede uddannelser samt en væsentlig udbygning af forskningen har således i de senere år resulteret i en stærkt voksende efterspørgsel efter PhD kandidater med denne baggrund. Virksomheder, myndigheder og forskningsmiljøerne har svært ved at finde tilstrækkelig mange med kompetence og specifik forskningserfaring indenfor design og innovation samt analyser af teknologiske udviklingsprocesser i et strategisk og bæredygtigt perspektiv.
Forskerskolen vil bidrage til at udvikle industriens og samfundets kompetencer indenfor design og innovation og dermed sigte på at bevare ikke blot produktionsaktivitet, men også vitale dele af den værdiskabende produktudvikling i Danmark. Dermed imødekommes et udtalt behov for at fremme innovation i produktudvikling og omsætning af teknologi til samfundsnyttige og globalt eftertragtede produkter og ydelser. Forskerskolen vil dermed styrke industriens evne og kompetencer til at udvikle nye produkter og systemer, som kan bidrage til øget velfærd og velstand i samfundet.